Børnebloggen

Hvilket babyudstyr er der penge i at sælge på brugtmarkedet?

Brugtmarkedet bugner som aldrig før, og det har aldrig været nemmere at sælge brugt babyudstyr. Hvad enten du synes, at det er sjovt at lave en loppestand en gang om året, eller du foretrækker at sætte ting til salg på diverse online platforme løbende, så kan der være rigtig mange penge at tjene på at sælge ud af det babyudstyr, som du ved, at du ikke selv kommer til at bruge igen. Og så føles det også bare godt, at tingene kan blive brugt igen – i stedet for bare at blive smidt ud.

Men hvad kan det egentlig betale sig at sætte til salg, når det kommer til babyudstyr? Det tager vi et kig på i dette indlæg.

Autostole i de populære mærker

Det kan nemt blive en dyr fornøjelse at skulle ud at købe en ny autostol til dit barn. Derfor er der rigtig mange, der vælger at gå på jagt efter en brugt. Den første autostol, som dit barn sidder i, er i de fleste tilfælde ikke brugt særlig meget, og den er slet ikke så slidt, som de autostole de lidt større børn sidder i.

Har du investeret i en af de efterspurgte og sikkerhedsgodkendte Cybex autostole, kan du godt tillade dig at kræve en relativt høj pris, når du sælger den brugt. Sælger du den til blot det halve af, hvad du selv har givet, er der allerede mange penge at spare for køber, og der er også tale om en sum penge, som er værd for dig at tage med.

Barnevogne er et hit på brugtmarkedet

Når du selv er den lykkelige ejer af en barnevogn, ved du alt om, hvor dyr den er i anskaffelsespris. Det er bestemt ikke en billig omgang at købe en ny barnevogn, og kommer du i den situation, at du har brug for en ekstra, som du kan sende med dit barn i institution eller dagpleje, er det de færreste, som vil gå ud at købe nummer to vogn fra ny af.

Har du en brugt barnevogn til at stå derhjemme, vil det derfor være tosset af dig ikke at sætte den til salg, hvis du ikke selv skal have flere børn. Uanset om du har travet byen tyndt med din barnevogn, og den ikke er i samme stand, som da du købte den, kan du sagtens få en god pris for den, når du sætter den til salg på brugtmarkedet.

Populære senge og vugger

Det er med babyudstyr som med så meget andet. Har du købt en kvalitetsvugge eller babyseng i et efterspurgt mærke, vil du med stor sandsynlighed kunne hente en stor del af prisen hjem igen, hvis du sælger den videre. Har du købt den billigste model, vil det være sværere at få penge ud af salget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *