Børnebloggen

5 tegn på, at du er småbørnsmor

Sorte rander under øjnene er en fællesnævner for rigtig mange nybagte mødre, som får spoleret sin nattesøvn af de søde børn. Men vi har spottet en række af andre kendetegn, som går igen hos de fleste af os, som har blebørn derhjemme. Læs med her og se, om du kan genkende dig selv.

Børnespor i bilen

Ikke nok med at du kører rundt med en eller flere Römer eller Maxi Cosi autostole på bagsædet. Bilen ligner sikkert også et ragnarok fyldt med tomme (eller halvtomme) rosinæsker, vådservietter, krummer og legetøj. Hvis du gerne vil vide, om en kvinde har små børn, så behøver du bare tage et kig ind af hendes bagrude i bilen.

Sutter og stofbleer i tasken

Når du får børn, er det ubeskriveligt, hvad sutter og stofbleer kan gøre i din hverdag. Sutten giver en dejlig ro, når du har et træt eller morgensurt barn, og stofbleen kan klare alt fra gylp til snot og mad omkring munden. Selvom din barsel er ovre, tager du sikkert stadig dig selv i at have en sut eller en stofble med i din håndtaske på vej på arbejde. De plejer jo at være fast inventar, når du skal ud af døren, ikke?

Rekord i hurtigspisning

Som mor til små børn er en af de ting, som du må give afkald på at sidde længe ved maden og kigge din kæreste ind i øjnene. Du når sikkert knap at sætte dig ned, før der er bud efter dig i babyalarmen, på børneværelset eller på gulvet.

Lige meget hvor langsomt, du plejer at spise, kan du være helt sikker på, at du bliver ekspert i at indtage din mad på rekordtid med små børn i huset. Måske faktisk så hurtigt at det kan være lidt pinlig, når du senere skal spise i sociale sammenhænge. For det er jo faktisk ikke særlig høfligt eller socialt velanset at skovle maden ind, vel?

Pletter på tøjet

Da du skulle ud af døren, var der lige et par fedtede fingre, der greb fat i din trøje, eller da du rejste dig op ved morgenbordet for at redde et væltende glas med mælk, blev trøjen lige dyppet ned i skålen med havregrød. Kan du kende det scenarie? Et sikkert tegn på at du har nok at gøre med dine børn om morgenen, inden du skal ud af døren, er de pletter på tøjet, som du tit og ofte dukker op med. Børn gør os så dejligt uperfekte – og det bør vi elske dem for.

Kedeligt selskab om aftenen

Små børn har det bare med enten at vågne tidligt om morgenen eller at kalde flere gange i løbet af natten. Det er hårdt, mens det står på, og du skal altså ikke have dårlig samvittighed over for kæresten over, at du går død på sofaen klokken otte om aftenen, når ungerne er puttet, og der endelig er tid til lidt tosomhed – i hvert fald ikke hvis det er dig, der har haft morgentjansen eller nattetjansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *