At give slip – når de små starter i børnehave

Min datter nærmer sig hastigt de 3 år, og så skal hun i børnehave. Jeg kan næsten ikke forstå det, og jeg er da slet ikke klar til det. Min datter er helt klar, det er jeg slet ikke i tvivl om, det er kun moren, der ikke er klar. For hun er jo lige startet i vuggestue! Hun er faktisk nærmest lige blevet født.

Begrebet om at ”tiden flyver af sted” går først rigtigt op for en, når man får børn. Min store datter på 9 er lige startet i 3. klasse, og den lille skal starte i børnehave. Og selvom jeg ved, det bliver godt for hende, flere udfordringer, ældre børn osv., så er det altid vemodigt, når ens børn står på tærsklen til noget nyt og større.

Det betyder altid at man skal sige farvel til det lidt mindre barn, som nu er blevet lidt større. Det betyder at man skal give slip. Og det skal man så gøre igen og igen gennem hele deres barndom. På forskellige måder, men jeg forestiller mig at det i bund og grund er det samme hver gang.

Fra de første gang slipper brystet og begynder at spise rigtig mad, til den dag de flytter hjemmefra. Det er en blandet følelse, for man glæder sig jo selvfølgelig på sit barns vegne, og på sine egne, men det er altså også en smule trist. Man ser med stolthed på sit barn, når det første gang tager skoletasken på og trasker i skole, men samtidig ser de så små og sårbare ud, og det er med en klump i halsen, at man sender dem ud i verden.

En blanding af stolthed, frygt og sårbarhed. Men mest af alt kærlighed. Og kærlighed er bl.a. at kunne give slip. At give slip og stole på, at ens barn nok skal klare den. Man har nemlig som forældre gjort sit bedste for at klæde dem på til at klare den, og så kan man sådan set ikke gøre det bedre.