Sne, slud og flyverdragt
De sidste par uger er det blevet køligere udenfor. Vi har længe nydt at kunne slippe for strømper, lange bukser og overtøj, men som vejret er lige nu, er den tid vist forbi. Og med den snigende kulde kommer tanken om vinter, og med tanken om vinter kommer tanken om overtøj til ungerne.
Ja, jeg ved godt det er tidligt at skulle tænke på sne og slud, men som forældre til små børn, vil de fleste nok kunne nikke genkendende til, at det ER nu, det er tid til at gøre sig de tanker. Allerede nu bugner ”brugt og billigt”-siderne på Facebook med flyverdragter og skisæt, og de nye kollektioner af vinterstøvler og overtøj er på vej i butikkerne.
Men skulle du være en af dem, der ikke har gjort sig så mange tanker om vintertøj til ungerne endnu, kommer her en lille guide til de to vigtigste indkøb til garderoben.
Flyverdragt/skisæt
Selvom pris og kvalitet ofte hænger sammen, betaler man ofte en del for mærket, hvis man køber dyrt. Man kan sagtens få en velfungerende flyverdragt til rimelige penge.
Det du skal være opmærksom på, er om flyverdragten er vind- og vandtæt, og ikke kun vandafvisende. Samtidig skal den selvfølgelig være varm.
Vinterstøvler
Vinterstøvler til de små skal også helst være både varme og vandtætte, så de holder de små fusser tørre hele vinteren. Husk at de fleste skoproducenter anbefaler et voksetillæg på ca. 1-1 ½ cm.
Når du skal måle dit barns fod, kan du med fordel lade barnet stå med bare fødder ved siden af hinanden på et stykke A4-papir. Sæt herefter en streg foran storetåen og bag ved hælen og mål forskellen.
Læg voksetillæg til, og du har inder målet for en kommende vinterstøvle.